Bornholmtunnelen

Første spæde skridt mod en tunnel til Bornholm

jp.dk 02.10.07 kl. 13:21

Drømmen om en tunnelforbindelse til Bornholm lever. I hvert fald ifølge en forening, der netop nu forsøger at indsamle 725.000 kr. til en forundersøgelse, der skal være det første spæde skridt på vejen til tunnel på 40 km mellem Sverige og Bornholm.

De 725.000 kr. skal bruges til at danne en fond, der vil rekvirere en forundersøgelse, som rådgivningsfirmaet COWI har afgivet et tilbud på.

Forundersøgelsen skal kaste lys over, hvordan en tunnelforbindelse mellem Sverige og Bornholm kan etableres, og hvor meget en sådan forbindelse vil koste.

Drømmen om tunnelforbindelsen opstod for fire et halvt år siden, da Peter Andreas Harteg, formand for og initiativtager til Foreningen Bornholmtunnel, flyttede tilbage til klippeøen efter 10 år i eksil i hovedstaden.

Startede som en dårlig joke
Flere års frustrationer over dårlige transportforhold mellem Bornholm og resten af landet skabte grobund for tunnelprojektet.

”Pludselig så jeg det helt klart for mig – som en oplevelse af at se lyset - hvordan man kunne lægge et rør her fra Bornholm og hele vejen ind under Rådhuspladsen i København,” lyder det fra Peter Andreas Harteg.

Drømmen blev senere revideret til et ønske om en tunnelforbindelse mellem Sverige og Bornholm, som i givet fald stadig vil være næsten lige så lang som Eurotunnelen mellem Storbritannien og Frankrig.

Pris er endnu usikker
”Eurotunnellen blev med sine 125 milliarder ekstrem dyr. Men teknologien har udviklet sig siden, og vores undersøgelser skal kaste lys over, om der er gunstigere forhold her, som gør forbindelsen endnu billigere” siger Peter Andreas Harteg til jp.dk.

COWI har ifølge tunnelforeningen forsigtigt vurderet prisen for forbindelsen til at ligge mellem 5 og 50 milliarder kroner.

Nærmere undersøgelser af undergrunden skal spore projektet nærmere ind på en mere præcis pris.

Foreningen har af Bornholms Politi fået lov til at gennemføre en offentlig indsamling i et år, som startede i går. Foreningen vil sandsynligvis søge om at få forlænget perioden, hvis de 725.000 ikke er indsamlet inden året er gået.

Idé kaldes vanvittig
Selvom mange har skudt idéen ned og kaldt den ”skør” og ”vanvittig”, så mener Peter Andreas Harteg ikke, at projektet er urealistisk.

”Det er et kolossalt stort projekt. Men jeg er overbevist om, at vi får en tunnelforbindelse til Bornholm på et tidspunkt. Spørgsmålet er, om det tager 10, 20 eller 30 år. Teknologien udvikler sig, og på et tidspunkt vil det være en rationel og fornuftig beslutning, fordi det bliver billigere og billigere at lave en tunnelløsning,” siger tunnelforeningens formand, Peter Andreas Harteg til jp.dk.

Han foreslår samtidig, at BornholmsTrafikkens nuværende årlige drift på 400 millioner kroner kan overføres til en 30-årig finansiering af tunnelen. På den måde vil man ifølge foreningen have omkring 10 milliarder til at bygge Bornholmtunnelen.

Foreningen, der arbejder for en tunnelforbindelse til klippeøen, tæller i øjeblikket 123 medlemmer.

Af Thomas Andrew

Kilde

G til oversigt for presseklip.