Bornholmtunnelen

Tunnelløsning

Bornholms Tidende 05-03-2005

Lad os få en seriøs undersøgelse af tunnelløsningen

Næsten ligegyldigt hvilke tiltag, man diskuterer for at fremme Bornholms udvikling, støder de på transportmulighederne mellem øen og omverdenen.
Alle gode visioner for Bornholms udviking er nemlig stort set afhængige af vore fly- og færgerforbindelser.

At disse samlet set er for ringe og byder den bornholmske befolkning på meget ulige forhold sammenlignet med andre egne af landet, er næppe nogen på øen uenige i.

Derimod er der ikke altid enighed om, hvordan de forbedres.
Ganske vist har indsættelsen af »Villum Clausen« på Rønne-Ystad været en stor landvinding for bornholmernes muligheder for at rejse, og disse muligheder udnyttes da også flittigt af lokalbefolkningen såvel som af de mange, der ønsker at gæste øen.

»Villum Clausen« har gjort det godt, selv om der er situationer, hvor den har vist sig utilstrækkelig. Dels kunne det være ønskeligt med en større kapacitet, dels havde det været fornuftigt med en større katamaranfærge, der er i stand til at forcere større bølgehøjder. Endelig er regulariteten utilfredsstillende, når det tages i betragtning, at »Villum Clausen« er temmelig sårbar overfor udefra kommende påvirkninger.

I virkeligheden havde en rigtig stor katamaranfærge og »Villum Clausen« været at foretrække, således at man med disse kunne betjene såvel Ystad- og som Rügen-ruten. Dertil kommer behovet for rimelig færgekapacitet til København/Sjælland – en kapacitet, der både skal kunne betjene passsagerer og fragt.

Reservekapaciteten er for lille, når uheldet er ude, og de muligheder, der er i det fungerende færgeforlig er for snævert og vil formentlig vise sig at være til skade for et af Bornholms få fremgangsrige erhverv – turisterhvevet.

En helt anden mulighed for at løse i hvert fald passagertransporten er en delvist boret tunnel mellem Bornholm og Skåne. Tanker, som vi er nogle få, der har forsøgt at arbejde seriøst med i nogle år og forsøgt at skabe opmærksomhed omkring. Desværre har de fleste politikere pure afvist forslaget som urealistisk, uden at denne vurdering baserer sig på egentlige undersøgelser, men udelukkende på fornemmelser.

Andre steder på jordkloden er det ikke urealistisk med tunnelløsninger til eller mellem isolerede samfund. Og det har vist sig, at borede tunneller ikke er så voldsomt dyre, så muligvis kan en sådan løsning både anlægs- og driftsøkonomisk vise sig at hænge sammen. Tunnelen tænkes gennemført som en jernbanetunnel, der fører passagerer, biler og gods frem på togsæt med en regularitet, der mindst svarer til behovet.

Udover at tunnelen vil give øens pendlere uanede muligheder og turisterhvervet vide perspektiver, ligesom andre erhverv vil nyde godt af den hurtige og stabile rejseform, vil selve etableringen give Bornholm mulighed for en betydelig beskæftigelse i anlægsperioden.

Perspektiverne i tunnelen er megt omfattende, og kan blive Bornholms redning og vil med et slag ligestille Bornholm på transportområdet med det øvrige land, hvis betalingen for at anvende tunnelen vel at mærke holdes på et rimeligt niveau.

Om det fortsat vil være nødvendigt at opretholdeen skibsrute til København/Sjælland til specielt gods kan ikke siges. Men problemerne med transit gennem Sverige må på det tidspunkt, hvor en tunnel kan stå klar til indvielse, anses for at være blevet løst af EU.

Jeg vil varmt anbefale, at regionskommunen i den kommende regionsplanperiode forsøger at påvirke indflydelsesrige landspolitikere til at tage tunnelspørgsmålet op til seriøs vurdering, således at der kan afsættes midler til en grundig undersøgelse af mulighederne i forslaget, både de økonmiske og de afledte effekter.

Resultatet af sådanne sonderinger bør føre til, at der i skaffes midler til at iværksætte en seriøse undersøgelse, der en gang for alle skitserer om økonomien står mål med perspektiverne.

Søren R. Wolff
Bodernevej 13
Aakirkeby

(Kilde)

Gå til oversigt for presseklip.