Foreningen Bornholmtunnel holder fast i visionen

RØNNE: Foreningen Bornholmtunnel afholdt torsdag den 19. februar 2026 sin ordinære generalforsamling på Rønne Bibliotek. Her blev der både gjort status over året, drøftet fremtidige initiativer og sat fokus på foreningens økonomiske og organisatoriske situation.

Formand Peter Hansen kunne i sin beretning fortælle, at 2025 har været et år præget af faglig fordybelse og strategisk afklaring. Et af årets centrale initiativer var en studietur til et større internationalt tunnelprojekt, hvor bestyrelsesmedlemmer fik indblik i planlægning, sikkerhed, finansiering og drift af moderne tunnelbyggeri.

– Erfaringerne fra tilsvarende projekter er afgørende, hvis debatten om en fast forbindelse til Bornholm skal føres på et sagligt og oplyst grundlag, lød det i beretningen.

Foreningen rettede samtidig en særlig tak til projektleder Carsten Kofoed for imødekommenhed og faglig indsigt under besøget – og for hans fantastiske pandekager, som ifølge deltagerne satte et særligt præg på opholdet.

Fokus på finansiering og nye arbejdsformer

På generalforsamlingen blev der fremsat forslag om at nedsætte et fundraisingudvalg med henblik på at undersøge mulighederne for ekstern finansiering, blandt andet til et forstudie af en Bornholmertunnel. Initiativet skal styrke foreningens mulighed for at kvalificere debatten yderligere.

Der blev desuden drøftet mulighed for fremover at give menige medlemmer adgang til at deltage online i generalforsamlinger. En sådan ændring vil dog kræve vedtægtsændring og behandling på en ekstraordinær generalforsamling.

Fald i medlemstal efter systemskifte

Økonomisk kom foreningen ud af 2025 med et underskud på 7.633 kroner. Den største udgiftspost var en studietur til Norge.

Samtidig har foreningen reduceret sine faste årlige udgifter med omkring 2.700 kroner ved at skifte medlemssystem. Overgangen fra Betalingsservice til MobilePay har dog haft en konsekvens: Medlemstallet er faldet fra omkring 90 medlemmer i 2025 til lidt over 30 medlemmer i 2026.

Bestyrelsen arbejder på at genaktivere tidligere medlemmer og har allerede udsendt flere påmindelser om kontingentbetaling.

Kontingentet blev på generalforsamlingen fastholdt på 50 kroner årligt.

Genvalg til bestyrelsen

Peter Hansen og Torsten Sletskov var på valg og blev begge genvalgt. Peter Hansen fortsætter som formand. Den øvrige bestyrelse består af Peter Andreas Harteg og Karsten Brodersen.

Miljøperspektiv i tunneldebatten

Under punktet ”Eventuelt” blev der henvist til nyere forskning om skibsstøj og påvirkning af marsvin og andet havliv. Det blev fremført, at en reduktion i skibstrafik potentielt kan have miljømæssige perspektiver, som også bør indgå i den samlede vurdering af en fast forbindelse.

Trods et udfordret medlemstal fastholder foreningen sin ambition om at bidrage til en kvalificeret og langsigtet debat om Bornholms infrastruktur.

– Spørgsmålet om en fast forbindelse er ikke et kortsigtet projekt, men et strategisk perspektiv for øens fremtid, lød det afslutningsvis fra formanden.


Dette indlæg blev udgivet i artikel. Bogmærk permalinket.